Hvordan man kommer i gang med et Egnsspil

Af Tove Krause - 18. september 2006

Jeg har en ide om, at nogle måske kunne synes , det var interessant at vide, hvordan vores egnsspil startede sin løbebane. Her i korthed (meget kort), hvad vi gjorde for at komme i gang:

GAS var en lille forening i 1998, hvor tankerne om at lave egnsspil begyndte at røre på sig. Nogle stykker fra foreningen var i København og se - jeg tror det hed "Balladen om Vesterbro" - et stykke skrevet af Ebbe Kløvedal Reich. Det foregik i et kæmpe telt, som var opstillet på Halmtorvet, og handlede om perioden fra år 1900 til 1940'erne. Lidt af krigsårene var også med.

Man havde opbygget Istedgade med gade, huse og alting og orkesteret sad i den ene ende af teltet oppe på en balkon eller lignende.

Selve "scenen" var en meget lang og ´skulle som sagt forestille Istedgade.

Det hele foregik dels på brostenene og dels oppe i husene. Det var virkelig totalteater, så det battede. Folk (og vi) var ellevilde.

På hjemvejen snakkede vi om, at det måtte vi prøve, og at fjorden måtte indgå som kulisse. I to år arbejdede vi på sagen og Mimi blev opfordret til at skrive et stykke. Det blev "Jydeslaget". Vi søgte - og fik - 30.000 kr. fra Kulturministeriet og 10.000 fra Kommunen. Selv havde foreningen små 10.000 kr. i kassen, som vi havde tjent ved revy og kabaret-forestillinger i Jyllingehallen.

Vi skulle finde et egnet sted til at spille stykket og vi valgte "Strandengen" som ligger ved langløbet i Jyllinge gamle by.

Det har tidligere været fiekernes stejleplads (dvs. der hvor fiskerne tørrede deres garn).

Vi søgte teknisk forvaltning om lov til at være der. De anede intet om hvor det lå, men blev dog klar over det. 1990/91/92 spillede vi på Strandengen. I mellemtiden havde Mimi og jeg undersøgt,hvad der var fornuftigt at foretage sig sådan rent organisatorisk.

Vi fik en konsulent fra DATS til at komme ud til os og fortælle fra ende til anden hvordan vi skulle bære os ad.

Blandt andet sagde han, at kommunikationen var meget vigtig. At medlemmerne holdtes orienteret, og derfor opfandt vi medlemsbladet.

Jeg skrev en stenogramblok fuld af gode råd osv. (jeg har den endnu).

Foto: Morten

Så skulle vi finde en instruktør. Vi fik kontakt til Lærke Reddersen, som lærte os utrolig meget de første år, og det har vi siden haft glæde af. Hun skulle have 50.000, og det var så sandelig en satsning. Kunne vi sælge billetter overhovedet? Hvordan ville folk tage imod det? Kunne vi leve op til, hvad vi selv ønskede os? Da vi havde afslutningsfest efter det første Jydeslag, sagde jeg, at hvis jeg nu faldt om på stedet, ville jeg i hvert fald dø lykkelig. For det havde været en alt overvældende succes. Og tro det, om I vil, men vi fik 30.000 i overskud! Alligevel var jeg sikker på, at det både var første og sidste gang, jeg gik i gang med så stort et projekt!

Ja, og nu har vi i år spillet for 10. gang. Jeg synes, det er godt gået. Med hensyn til spillepladsen, og hvorfor vi nu spiller et andet sted, så er forklaringen: I løbet af de 3 første år kom der en del klager fra nogle naboer over, at vi "larmede", og til sidst blev det for meget for os, og vi flyttede længere ud på stranden. Men det var et godt bytte. Med de meget store forestillinger, vi siden har spillet, havde pladsen det første sted været for trang. Så intet er så galt, at det ikke er godt for noget.